• slide
  • Lyst til at lære
    Lyst til at lære
  • Når man har gjort sig umage, har man gjort det godt nok
    Når man har gjort sig umage, har man gjort det godt nok
  • Engagerede lærere med stort fagligt overskud
    Engagerede lærere med stort fagligt overskud
  • Sammenhold og fællesskab
    Sammenhold og fællesskab

12 gode råd til forældre


  1. Tal altid pænt om de andre børn, forældre og lærere i dit barns påhør.
  2. Prioritér også at deltage i klassearrangementer. Vær opmærksom på at opsøge forældre, du ellers ikke plejer at tale med.
  3. Tilbyd din hjælp, hvis nogle børn har svært ved at deltage i klassearrangementer på grund af praktiske omstændigheder.
  4. Støt dit barn i at lege og være sammen med forskellige klassekammerater. Det kan betale sig at gøre en ekstra indsats for at få legeaftaler med dem, man ikke ’plejer’ at lege med. Giv også klassekammeraters invitationer til fødselsdage og legeaftaler høj prioritet.
  5. Lær alle børnenes navne at kende. Også dem, der ikke naturligt kommer i jeres hjem. Brug evt. klassebilledet til en snak med dit barn om, hvem barnet går i klasse med. Hjælp dit barn med at finde de positive egenskaber hos de andre børn.
  6. Spørg ind til, hvad der er sket, hvis dit barn er ked af noget. Anerkend dit barns følelser, men hjælp også ham eller hende til at tænke over, om andre børn kunne have oplevet tingene på en anden måde i forbindelse med en konflikt.
  7. Dit barn skal stille og roligt udvikle evnen til at håndtere konflikter og modstand – overvej, om dit barn har brug for voksenhjælp, eller om det kan klare det selv.
  8. Undgå at blive uvenner med andre forældre i klassen. Du er et forbillede for dit barn, og skal vise at konflikter kan løses uden uvenskab. Vær nysgerrig og anerkendende over for andre forældres holdninger – også selvom du ikke er enig.
  9. Skriv ikke mails, mens du er vred eller er i afmagt. Mails har tendens til at blive hårdere og vredere i sproget, frem for når man taler sammen. Tænk over, hvordan du ville sige det, hvis du i stedet sad direkte over for modtageren af en mail, og formuler dit sprog derefter. Overvej også om du måske i stedet skal lave et telefonopkald.
  10. Vis interesse for dit barns digitale liv. Tal om, hvordan man også på de sociale medier udviser omtanke over for andre. Reagér, hvis du oplever, at tonen og omgangsformen er hård og kan gøre nogen kede af det.
  11. Opmuntr til at reagere, hvis dit barn oplever en klassekammerat blive dårligt behandlet. Man kan både trøste, ’sige fra’ og/eller få hjælp af en voksen.
  12. Reagér, hvis du bliver bekymret for dit barns trivsel i klassen. Tag kontakt til læreren og drøft situationen. Hvis bekymringen er vedvarende og/eller er af alvorlig karakter, skal du kontakte afdelingslederen.